Det er også en kunst at ramme ind.....
- Det ved glarmesteren, din håndværker

Hvorfor betale for rammeværk hos glarmesteren?
Der er gode grunde til at få en professionel indramning.

- En rigtig indramning understøtter motivet, så hele indramningen giver en flot dekorativ virkning i rummet

- Billeder, især kunst og grafik, skal beskyttes for at bevare værdien. Hvad enten det drejer sig om den økonomiske værdi eller affektionsværdien.

Hos din glarmester får du begge dele - og godt rammehåndværk.

Bevaring og beskytte
Der ødelægges flere billeder ved forkert indramning og behandling end ved brand, tyveri eller vandskade.

Særlig udsat er grafik, tegninger og akvaraller. Der er især stor risiko for meget ringe holdbarhed i forbindelse med anvendelse af syrerig karton, papir og tape sammen med påvirkning af lys, varme eller fugt som misfarver og nedbryder papiret. Tænk på, hvor hurtigt en avis falmer i dagslyset.

Hvad består en indramning af?
Glas - klart floatglas er normalt det bedste materiale, men der er også andre muligheder. Akryl fjerner effektivt lysets skadelige UV-stråler, men det kan blive ridset og statisk elektrisk, så støv og snavs suges fast. Refleksivt glas dæmper farverne i billedet lidt og anbefales ikke sammen med passepartout. Coatet specielglas er et nyere produkt som er refleksivt uden at dæmpe farverne.

Ramme - rammelister fås i træ og metal. Din rammehåndværker har et meget stort udvalg af rammelister, hvor der kan vælges mellem mange forskellige farver, bredder og design. Fagmæssig korrekt samling af rammelisterne har stor betydning for styrken af indramningen og for den dekorative værdi af indramningen.

Billedet - monteres med syrefri speciallim/tape.

Passepartout - har både en dekorativ funktion med at fremhæve kunstværket og med at sikre, at billedet ikke presses i indramningen.

Syrefri membran - giver beskyttelse mellem billedet og bagpap.

Bagpap - Til slut monteres en kraftig pap som umhyggeligt hæftes fast og tapes langs kanterne, så støv og snavs ikke kan trænge ind til billedet.

Derfor anvender din rammehåndværker særlige, syrefri materialer til passepartout, membran, bagpap og tape, så billeedet ikke nedbrydes.

Ligesom ved billeder på papir, er det vigtigt at gå til rammehåndværkeren, når det gælder indramning af et maleri eller broderi. Du får den korrekte, fagmæssige opspænding, som bevarer og beskytter billedet.

Det dekorative

Indramningen er en helhed sammen med billedet. Indramningen skal bidrage til balance i farve og form. Gennem det rigtige valg af rammeliste og passepartout til billedet, kan der skabes en harmonisk overgang til rummet, hvor billedet skal hænge.

Kunstværker bør ikke beskæres - sommetider bør hele baldet være synligt. Størrelsen af passepartouten og åbningens placering følger oftest visse regler. Dette ved din rammehåndværker - som gerne rådgiver herom - og altid tilpasser passepartouten specielt til det enkelte billede.

Din rammehåndværkers store udvalg af rammelister og passepartoutkarton - sammen med dine ønsker- og rammehåndværkerens erfaring og viden giver alle muligheder for smukke og holdbare indramninger.

Valget gøres lettere ved at se de forskellige rammelister og passepartoutkarton hos din rammehåndværker.

Hos din rammehåndværker tildannes rammen til dit billede - det er ikke billedet som skal passe til en standardramme.

Gode råd om billedophængning.
Man skal ikke hænge billedet op, så det udsættes for direkte sollys. Sollys kan afstedkomme skader, særligt på grund af de ultraviolette stråler. Papiret bliver skørt og nedbrydes.

Man skal ikke hænge billedet op direkte over en radiator eller pejs. Meget tør luft gør papiret sprødt, og det kan revne.

Høj luftfugtighed passer papiret dårligt. Det kan trække sig eller rulle sammen. Uopvarmede udestuer, fugtige kældre og nytapetserede rum er ikke egnede til billedophæng.

Hæng billedet i øjenhøjde. En god ide er at lade billedets overkant flugte med andre billeders overkant.

Det anbefales, at indramningen efterses og rengøres ca. hvert 10. år hos din rammehåndværker.

Glas med garanti.
En indramning udført af et medlem af Glarmesterlauget i Danmark er omfattet af Glarmesterlaugets Garantiordning. Se efter garantimærket hos glarmesteren.




J.D. glas · Klostergade 13, 4900 Nakskov ·  tlf. 54 92 64 56 ·  fax: 54 95 64 56  jdglas@jdglas.dk